Bøgerne du skal læse, inden de bliver filmatiseret

Nu har du en enestående mulighed for at shine foran dine biografvenner. Jeg kan selvfølgelig kun tale for mig selv, men det er da noget af det fedeste, at kunne være hende, der siger “Sådan foregår det altså ikke i bogen” eller “Hvor har jeg bare høje forventninger til filmen, nu hvor jeg har læst bogen” – Kæft, man lyder som et stort overskud, der altid har fingeren på pulsen. Jo jo, det er da pisse irriterende at være den, der skal høre på det men altså – så må de jo selv lige komme ind i kampen ik?Her er listen over de bøger, du skal nå at læse inden de kommer i biografen eller på diverse streamingtjenester.

Chaos Walking

Jeg lægger lige ud med den, jeg glæder mig allermest til! Chaos Walking har både ham den søde Spiderman og Mads Mikkelsen på rollelisten og begår sig i samme genre som Hunger Games og Maze Runner. Der er tale om en triologi, så hvis den første film går godt, kan vi forhåbentlig se frem til flere.
Handlingen: Historien foregår i et andet univers, der ligner jorden, men hvor alle kvinder er blevet dræbt af en virus, så der kun er mænd tilbage – som kan høre hinandens tanker! Lederen vil udslette den oprindelige befolkning på den jordlignende planet og samtidig møder vores hovedrolle (Tom Holland, den søde Spiderman) en pige, som måske har svaret på, hvordan alle kan reddes.
Filmen forventes at udkomme i 2020, men da den har været længe undervejs pga. utallige komplikationer, er det stadig meget usikkert, hvad det hele ender med. Der er heller ikke lavet en officiel trailer endnu, såå i mellemtiden kan du jo gå i gang med bøgerne.

Du kan finde første bog her: Knivens stemme, første bind

The Devil All the Time

Netflix drøner derudad med deres originale indhold, som medregner Stranger Things, Birdbox og den nye Breaking Bad film El Camino. Inden længe kommer der en ny film ved navn The Devil All the Time, som Netflix selv beskriver som et gotisk drama. Filmen er baseret på Donald Ray Pollock’s bog fra 2011 af samme navn. Once again har vi søde Spiderman med (Tom Holland har godt nok haft travlt), men også Robert Pattinson medvirker i den mørke film. Efter at have researchet lidt, må jeg sige, at den virker pænt creepy og måske ikke lige som en film, jeg skal se.
Handlingen: Vi følger flere bizarre karakterer i tiden efter 2. verdenskrig, som alle kæmper med dæmoner (primært i dem selv). En mand vil gøre alt for at redde sin døende kone og tager drastiske (religiøse) midler i brug. Hans søn er blevet mobbet en hel del i skolen, hvilket resulterer i voldelig adfærd. Derudover er der andre ubehagelige karakterer med som et morderisk ægtepar og fanatiske dommedagsprædikanter. Alt i alt en fortælling om de mennesker, du bare ikke vil møde, hvis du kører igennem en afsides lille landsby i USA. Denne trailer er heller ikke ude endnu desværre.

Du kan finde bogen her: Djævlen uafbrudt

Little Women

Kan du huske det afsnit i Venner, hvor Joey og Rachel skal bytte bøger? Joey skal læse Little Women og det er faktisk det eneste kendskab, jeg har til den bog. Altså, hvad man ikke lærer af at se tv-serier! Bogen bliver nu til en film, hvor skønne Emma Watson blandt andet er med og den kan du se i biograferne i marts 2020. Bogen er en rigtig klassiker, som er elsket af mange og bliver kaldt den allerførste pigebog, da historien er helt tilbage fra 1868.
Handlingen: De fire meget forskellige søstre Meg, Jo, Beth og Amy må hjælpe hinanden og deres mor imens faren er i krig. Drengepigen Jo er hovedpersonen og sørger for at tage os igennem temaer som feminisme, fordomme og kærlighed når man følger pigerne vokse op og blive til kvinder.

Find bogen her: Pigebørn
Se traileren her: Little Women trailer

Artemis Fowl

Disney er på banen igen med en ny fantasyfilm og her kan man altså regne med, at de har traileren ude i god tid! Filmen er baseret på bogserien af samme navn, som går helt tilbage til 2001. Der er ikke mange kendte skuespillere med, men lad os da give dem en chance alligevel, ing?
Handlingen: Artemis Fowl er navnet på en meget intelligent dreng, som kommer ud fra en kriminel familie. Da hans far forsvinder og hans mor får et psykisk sammenbrud, er det op til Artemis at varetage de kriminelle handlinger. Det resulterer i, at han opdager en mystisk underjordisk verden med feer, hvor han vælger at udvikle sit svindler-potentiale. Filmen udkommer i foråret 2020.

Du kan finde første bog her: Artemis Fowl, første bind
Se traileren her: Artemis Fowl trailer

Doctor Sleep

Jeg så denne trailer i biografen og ad hvor er den uhyggelig! Doctor Sleep er fortsættelsen af filmklassikeren ‘The Shining’ (‘Ondskabens hotel’), som tager mig tilbage til mediefag i gymnasiet, hvor jeg skulle analysere filmen. Ikke lige den fedeste opgave, når man hader gyserfilm.. Anywhooo, her skal du være hurtigt ude, hvis du skal nå at læse bogen, da filmen allerede er i biograferne i starten af november 2019.
Handlingen: Gyseren ‘Doctor Sleep’ foregår 40 år efter The Shining, og hovedpersonen Dan Torrance er stadig dybt traumatiseret efter sine oplevelser som barn på The Overlook Hotel. Dan møder teenageren Abra, der ligesom ham selv har overnaturlige evner. De to må nu stå sammen i kampen mod kulten The True Knot, der lever af uskyldige menneskers overnaturlige evner i deres søgen efter udødelighed.

Du kan finde bogen her: Doktor Søvn
Se traileren her: Doctor Sleep trailer

Undtagelsen

Så kom der også lidt dansk krimi på listen. Undtagelsen er baseret på bogen af samme navn og er skrevet af forfatteren Christian Jungersen. For 14 år siden blev bogen en rigtig bestseller, der tog Danmark og flere andre lande med storm og nu kan vi glæde os til at se filmen med 4 fantastiske skuespillerinder; Sidse Babett Knudsen, Danica Curcic, Amanda Collin, Lene Maria Christiensen. Jeg har haft bogen stående på min bogreol i flere år og den giver mig dårlig samvittighed hver gang jeg ser på den, da jeg endnu ikke har fået læst den. Men nu skal det altså være. Filmen udkommer i april 2020, så jeg har liiiige lidt tid endnu.
Handlingen: Da de to kolleger, Iben og Malene, begynder at modtage dødstrusler på deres arbejdsplads Dansk Center for Information om Folkedrab, går det op for dem, at deres arbejde kan have bragt dem i livsfare. Den ondskab de har beskrevet på tryg afstand, findes nu i deres egen lille verden.

Du kan finde bogen her: Undtagelsen
Se traileren her: Undtagelsen trailer

Pssst! Har du forresten set de her programmer fra DR.dk?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *